Hvordan betaler jeg skat som selvstændig?
Dette blogindlæg er kun gældende hvis du har en personligt drevet virksomhed (enkeltmandsvirksomhed, PMV eller I/S). Hvis du driver din virksomhed i selskabsform bliver du betragtet som lønmodtager og så er der ingen ændring i forhold til lønnen. Der vil så være nogle ting omkring udbytte og selskabsskat, men det må blive i et andet indlæg
Du skal betale skat af din virksomheds overskud
Såfremt du driver din virksomhed som personligt ejet betragtes du og din business som den samme juridiske enhed og det hele bliver derfor blandet lidt sammen.
Din virksomheds resultat bliver betragtet som din løn og det er derfor også dit resultat der bliver brugt til beregningen af hvad der skal betales i skat og det har som udgangspunkt ikke noget at sige hvornår du vælger at trække pengene ud af din virksomhed.
Hvor meget må jeg trække ud i løn til mig selv?
Eftersom dit resultat betragtes som din løn er de penge, der står på virksomhedens konto jo dine penge og du kan hæve det beløb du vil – Det skal dog lige siges, at virksomhedens gæld vil jo så også være din gæld, så sørg for at der altid står penge på kontoen til betaling af leverandører, moms osv. når du trækker penge ud til dig selv.
Når du hæver penge til dig selv, betragtes det som private hævninger og det er derfor også sådan du skal bogføre det – løn er noget du giver til en medarbejder.
For overblikkets skyld og hvis du en dag vil udnytte de fordele, der ligger i virksomhedsskatteordningen (skal jeg nok komme ind på senere) er det dog en fordel og altid min anbefaling at holde virksomhedens økonomi skarpt adskilt fra din private økonomi.
Sæt en fast overførsel op fra din virksomhedskonto til din budgetkonto en gang om måneden eller hver 14. dag og nix pille når det kommer til virksomhedens dankort og kontant kasse
Forskudsopgørelsen
Hvor meget forventer du at tjene?
Fra 20. november 2022 kan du indtaste dine forventninger til dit resultat i 2023. Herefter vil skat beregning hvor meget du skal betale i B-skat og fordele det over 10 rater der betales månedsvis i 2023 (alle måneder undtagen juni og december)
Det er vigtigt når du udfylder din forskudsopgørelse at du er opmærksom på, at Skat jo kun kan forholde sig til de tal du indtaster, så hvis du indtaster et optimistisk overskud er det det beløb, du kommer til at betale a conto skat af. Omvendt hvis du taster et for lavt overskud og ikke får korrigeret efterfølgende, så er det at du havner i en situation hvor du har betalt for lidt i B skat og altså får en restskat når årsopgørelsen bliver genereret.
Min anbefaling er, at du indtaster det forventede årsresultat ud fra hvad du forventer at omsætte i 1. halvår (og ganger det med 2), så bliver du ikke kvalt i store skatterater, hvis din virksomhed lige skal ordentligt i gang. – du kan også starte med at tage udgangspunkt i 1. kvartal hvis du er helt nystartet og ikke har det store overblik over hvordan salget udvikler sig.
Men opfølgning er vigtig… Ligesom du bør lave opfølgning i forhold til dit budget, så kig på dit overskud minimum en gang pr. kvartal og se om det stemmer nogenlunde med hvad du har skrevet på din forskudsopgørelse. Hvis det ikke stemmer, så korriger forskudsopgørelsen så du får betalt så korrekt skat som muligt hen over året, det giver bare bedre ro i maven når der er en ubekendt mindre du skal forholde dig til.
Men får jeg så stadig det private fradrag, der stod på mt skattekort med ?
Jep, det gør du. Du bliver beskattet på præcis samme måde med de samme fradrag og de samme satser hvadenten du er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Det fremgår bare ikke helt så tydeligt når man bare får et beløb til betaling 10 gange om året, som når man ser det sort på hvidt på et hovedkort. Men de er med -både dit personfradrag og dine øvrige fradrag som renteudgifter osv. det står specificeret på din forskudsopgørelse
Selvangivelsen
Hvad endte du så med at tjene?
Når året er gået går vi igen ind på skat.dk – denne gang for at indberette selvangivelsen
Her fortæller vi så hvordan året rent faktisk er gået og hvad virksomhedens resultat endte med at blive.
Hvis dit salg har været under 300.000 kan du nøjes med at indtaste virksomhedens overskud, hvis dit salg har været større skal der udfyldes lidt flere rubrikker. Tallene kommer direkte fra dit regnskabsprogram når dit bogholderi er afstemt og de skattemæssige posteringer er bogført
Årsopgørelsen
Fik du så betalt for meget eller for lidt i skat?
Når selvangivelsen er godkendt generes der så en årsopgørelse, som fortæller hvorvidt du har betalt nok i B-skat.
Hvis resultatet du forventede (og ændrede løbende) på årsopgørelsen var lavere end det overskud du senere skrev på din selvangivelse ender du ud med en restskat
Omvendt, hvis du var lidt for optimistisk i din forudsigelse og resultatet på selvangivelsen er mindre end du havde forventet – får du penge tilbage i skat.
Hvordan og hvornår betaler jeg restskat? – og hvad med renter?
Hvis du får en restskat er det en god idé selv at blive opmærksom på det og betale den så hurtigt som muligt, da der allerede fra 1. januar påløber dag til dag renter. Dvs. for hver dag du venter med at betale påløber der flere renter. Så lad være med at vente med at aflevere selvangivelsen til sidste øjeblik det kan blive dyrt i renter – og de er ikke fradragsberettiget.
De kedelige regler om renter og betaling:
1) Ved betalinger fra 1. januar og fremad påløber der 2% i rente beregnet fra 1. januar til betalingsdagen
2) Ved betalinger efter 30. juni påløber der et procenttillæg på 4%
3) Hvis restskatten ikke er indbetalt senest 1. juli når selvangivelsen indberettes og årsopgørelse genereres opkræver Skat beløbet inkl. 4% procenttillæg og 2% i rente. op til kr. 22.192 (2021) bliver indregnet i din skat for det efterfølgende år – beløb over 22.192 (2021) opkræves i 3 lige store rater der forfalder i august, september og oktober.
Så hvordan undgår jeg restskat?
Det bedste du kan gøre for at undgå restskat er at ramme dit forventede resultat så præcist som muligt
Det kan du bl.a. gøre ved løbende at opdatere dit budget. Efterhånden som året udvikler sig kan du skrive ændringerne ind i budgettet og hele tiden følge med i hvilken betydning det får for dit resultat – og dermed din skat.
Kan jeg ikke bare selv spare op på en konto løbende og så betale inden nytår?
Jeg anbefaler klart at følge ovenstående metode og løbende regulere forskudsopgørelsen så den er så præcis som muligt
Jeg har gennem tiden haft masser af kunder der starter ud på den anden måde og de kan lidt groft inddeles i 2 grupper:
1) Der bliver lagt lidt for meget til side, så jeg låner lige lidt af dem til at betale nogle andre regninger
2) arh.. jeg ved at jeg har lagt rigeligt til side, men jeg er stadig super nervøs for at hæve penge på min virksomheds konto – for hvad nu hvis…
Begge grupper bærer rundt på en uro i maven for det kan godt være at der er penge på opsparingskontoen, men er der nok? og hvor mange er mine?
Og så lovede jeg lige at komme tilbage til virksomhedsordningen
Der er flere muligheder for at undgå topskat – en af dem er virksomhedsordningen
Det er nemlig sådan, at man – for at give ejerne af personligt ejede virksomheder samme fordele som ejere af selskaber, hvis de ønsker at spare penge op i deres virksomhed.
Altså, hvis du tjener så mange penge at du ikke har et nu og her behov for at hæve dem ud, så kan du lade dem stå og nøjes med at betale fuld skat af det du reelt hæver ud og en a conto skat svarende til selskabsskatten på 22%. af resten.
Det år du så hæver det resterende beløb ud til privatforbrug falder den resterende beskatning. dvs. de 22% bliver modregnet igen så ingen dobbeltbetaling
Fordelene ved det er at man kan udjævne skatten – og undgå topskatten i de år hvor indtjeningen går rigtig godt – og så kan man hæve pengene ud til en lavere beskatning i de år hvor det går knap så godt.
Virksomhedsordningen er ikke relevant for alle, men for at kunne udnytte fordelene skal man i årets løb holde virksomheds og privatøkonomi skarpt adskilt og så er det selvfølgelig en fordel kun at hæve hvad du rent faktisk har brug for ud til privatforbrug, så min anbefaling er altid at overholde de retningslinier, så har du i hvert fald ikke afskåret dig fra at kune benytte virksomhedsordningen når regnskab og selvangivelse gøres op.
Seneste kommentarer